Din kurv

info@handdyed.dk / Fri fragt over 1.000 kr.

Godt at vide om håndfarvet garn

CHARLOTTE SPAGNERS GODT AT VIDE OM HÅNDFARVET GARN

Vi farver garnet når du bestiller det. 

Vi farver garnet på bestilling. Dvs. at vi ikke har noget lager af håndfarvet garn (udover det der er i butikken), men først farver når du bestiller det. Dette betyder også at vi farver i relativt små portioner. Ikke to nøgler garn er ens, selvom de kommer fra samme farvegryde. Der er mange faktorer, der spiller ind, når man håndfarver garn. Vandtemperatur, PH-værdi, mængden af vand i gryden, hvor lang tid garnet er i berøring med farvestoffet mm. Selvom man er omhyggelig med at opløse farvestoffet i gryden, vil der være en tendens til at koncentrationen af farvestoffet er højest i bunden af gryden, dette medfører at det garn, som ligger nederst i gryden, får en kraftigere farve end det garn, som ligger øverst. Alle disse faktorer – samt mange flere, og helt sikkert månens placering på himlen – gør håndfarvet garn så specielt, unikt og sjovt.

Strik med håndfarvet garn

Hvis man for eksempel bestiller håndfarvet garn til en trøje, vil der derfor være en risiko for, at man på et strikkeprojekt som dette vil kunne se overgange, hvor der er skiftet mellem garnnøglerne. En måde at komme omkring dette problem er ved at strikke med to garnnøgler af gangen. Det vil sige, at man på et strikketøj hvor man strikker frem og tilbage; strikker to pinde med det ene garnnøgle og derefter to pinde med det andet garnnøgle – og så fremdeles. Strikker man rundt, strikker man en runde med det ene garnnøgle og derefter en runde med det andet garnnøgle osv. På denne måde ”kamuflerer” man forskellene på de håndfarvede garner. Ligeledes kan man også være omhyggelig med at lave ”glidende ” overgange, når der skal skiftes til næste garnnøgle. Lad være med at skifte begge garnnøgler på samme tid.

Vask af håndfarvet garn

Vær opmærksom på at håndfarvet garn kan indeholde overskudsfarve. Derfor er det en rigtig god idé at vaske det separat første gang. Det anbefales også at håndvaske garnet. Vaskemaskiner er forskellige, det anbefales at vaske en mindre prøve håndfarvet garn, inden man smider hele sit håndstrikkede projekt i vaskemaskinen…jeg taler af erfaring!!!

GODT AT VIDE OM MINE HÅNDFARVEDE ANARKISTER 

Anarkisterne er spundet ret løst og “fluffy” for at opnå det ønskede udtryk. Det er spundet som en enkelt tråd. Du skal derfor være opmærksom på flere ting, når du strikker med disse. Den vigtigste ting er at undlade at have en “løs” ende hængende … den vil højest sandsynligt sno sig op, hvis den ikke er fæstet i begge ender. Hvis du har taget hul på en Anarkist, er det vigtigt, at enderne er sikret, så de ikke ligger og snor sig op.

Den måde, jeg oftest anvender Anarkisterne på, er ved at klippe varierende længder (20 – 60 cm) og binder dem på det garn, jeg strikker med. Se eventuelt modellen “Top Gun”. På den måde får man små felter, hvor Anarkisterne titter frem. En anden anvendelsesmulighed er at strikke enkelte striber her og der.

Jeg anbefaler skånsom håndvask af strikketøj, hvor der er anvendt Anarkister.