Charlottes - Godt at vide om håndfarvet garn
Vi farver garnet når du bestiller det
Vi farver garnet på bestilling. Dvs. at vi ikke har noget lager af håndfarvet garn (udover det der er i butikken), men først farver når du bestiller det.
Dette betyder også at vi farver i relativt små portioner. Ikke to nøgler garn er ens, selvom de kommer fra samme farvegryde.
Der er mange faktorer, der spiller ind, når man håndfarver garn. Blandt andet:
- Vandtemperatur
- PH-værdi
- Mængden af vand i gryden
- Hvor lang tid garnet er i berøring med farvestoffet
Selvom man er omhyggelig med at opløse farvestoffet i gryden, vil der være en tendens til at koncentrationen af farvestoffet er højest i bunden af gryden, dette medfører at det garn, som ligger nederst i gryden, får en
kraftigere farve end det garn, som ligger øverst.
Alle disse faktorer – samt
mange flere, og helt sikkert månens placering på himlen – gør håndfarvet garn så specielt, unikt og sjovt.
Strik med håndfarvet garn
Hvis man for eksempel bestiller håndfarvet garn til en trøje, vil der derfor være en risiko for, at man på et strikkeprojekt som dette vil kunne se overgange, hvor der er skiftet mellem garnnøglerne.
En måde at komme omkring dette problem er ved at strikke med to garnnøgler af gangen.
Det vil sige, at man på et strikketøj hvor man strikker frem og tilbage; strikker to pinde med det ene garnnøgle og derefter to pinde med det andet garnnøgle – og så fremdeles.
Strikker man rundt, strikker man en runde med det ene garnnøgle og derefter en runde med det andet garnnøgle osv. På denne måde ”kamuflerer” man forskellene på de håndfarvede garner.
Ligeledes bør man også være omhyggelig med at lave ”glidende ” overgange, når der skal skiftes til næste garnnøgle. Lad altså være med at skifte begge garnnøgler på samme tid.
Vask af håndfarvet garn
Vær opmærksom på at håndfarvet garn kan indeholde overskudsfarve, selvom det altid er skyllet grundigt efter farvning.
Alt vores garn er ikke-superwashed og dermed anbefaler jeg som udgangspunkt at du vasker dit strik i hånden med uldvaskemiddel. Du kan med fordel tilføje lidt eddike til vandet, da det er med til at holde på farverne.
Nogle vaskemaskiner har et godt uldprogram, som du måske vil kunne bruge. Men vaskemaskiner er forskellige, og vi anbefaler altid, at vaske en mindre strikkeprøve af det håndfarvet garn, inden man smider hele sit håndstrikkede projekt i vaskemaskinen… jeg taler af erfaring!
Det er vigtigt at det strikkede projekt efterfølgende tørrer fladt og ikke for eksempel hænges op til tørring. Du kan med fordel lægge dit strik til tørring på et håndklæde på gulvet (har du gulvvarme kan det lægges der). Undgå at ligge dit strik til tørre i solen, da det kan gulne/blegne farverne.