Maggie er en kort let boxy slipover, som er strikket oppefra og ned, med store blomstermotiver strikket i intarsia-/gobelinstrik.
Slipoveren er strikket i dobbelt tråd Fluffy Alpaca Mix, mens blomsterne er strikket i Mohair Bouclé, hvilket giver dem en flot fremtrædende effekt.
Først strikkes ryggen. I starten strikkes vendepinde for at forme skulderne, når ryggens øverste del er strikket, laves udtagninger til ærmegab, hvorefter resten af ryggen strikkes.
Nu samles masker op langs hver skulder og de 2 forstykker strikkes hver for sig, mens halsen formes. Når halsen er formet, samles forstykkerne til ét, og strikkes med udtagninger til ærmegab, til samme længde som rygstykket.
Både forstykke og bagstykke afsluttes med en bred ribkant. Blomstermotiverne strikkes løbende efter diagram ved brug af intarsia-/gobelinteknik.
Nu syes sidesømmene sammen, 0g masker samles op i ærmegabene og en i-cord-kant strikkes. Afslutningsvis strikkes ribkant i halsen. Og wupti så har du den fineste Maggie Slipover.
Størrelser:
- A (B) C (D) E (F) G (H)
- Overvidde: 94 (102) 111 (117) 125 (134) 140 (148) cm
- Længde: 48 (48) 50 (50) 52 (52) 54 (54) cm
Strikkefasthed: 14 masker x 20 pinde i glatstrik med dobbelt tråd Fluffy Alpaca Mix = 10 x 10 cm
Vejledende pinde: Rundpind 6 mm (eller den størrelse pind der skal til, for at opnå den angivet strikkefasthed) + Rundpind 5 mm (til i-cord + halsrib)
Garnforbrug:
- Handdyed Fluffy Alpaca Mix (400 m/100 g): 200 (200) 200 (200) 300 (300) 300 (300) g. (her vist i farve 24)
- Handdyed Mohair Bouclé (220 m/100 g): 100 (100) 100 (100) 100 (100) 100 (100) g. (her vist i farve 64)