Rosa Sweater er en klassisk raglansweater strikket oppefra og ned.
Opskriften har flere forskellige garnalternativer
Og giver mulighed for enten at strikke en høj rullekrave, en almindelig lav ribkant eller en ombukket ribkant i halsen.
Sweateren startes i halsen, hvor du først strikker frem og tilbage med udtagninger for at forme halsen, samtidig laver du udtagninger ved de 4 raglanmarkører. Når halsen er formet, samles arbejdet, og du strikker nu rundt i glatstrik med raglanudtagninger indtil ærmegabet, hvor arbejdet deles i krop og ærmer.
Kroppen strikkes lige ned i glatstrik og afsluttes med en bred ribkant.
Ærmerne strikkes i glatstrik med indtagninger på undersiden. Ærmet afsluttes også med en bred ribkant.
Til slut strikkes ribkant i halsen. Enten som en høj rullekrave eller en lav ribkant.
Størrelser:
- A (B) C (D) E (F) G (H) I (J) K
- Overvidde: 89 (95) 100 (105) 111 (115) 120 (124) 129 (133) 140 cm
- Længde: 50 (51) 52 (53) 54 (55) 56 (57) 58 (59) 60 cm (målt midt bag uden halskant)
Garn:
- Alternativ 1 (én tråd af hver kvalitet holdt sammen):
- Handdyed Økologisk Merino 300 (300 m/100 g):
- 300 (300) 300 (400) 400 (400) 500 (500) 500 (500) 500 g. (her vist i farve 120)
- Handdyed Silk Mohair (420 m/50g):
- 100 (100) 100 (150) 150 (150) 150 (200) 200 (200) 200 g. (her vist i farve 120)
- Alternativ 2 (én tråd af hver kvalitet holdt sammen):
- Handdyed Brushed Alpaca 400 (400 m/100 g):
- 200 (200) 200 (300) 300 (300) 300 (400) 400 (400) 400 g. (her vist i farve 308)
- Handdyed Økologisk Merino 800 (800 m/100 g):
- 100 (100) 100-200 (200) 200 (200) 200 (200) 200 (200) 200 g. (her vist i farve 308)
- Alternativ 3:
- Handdyed Alpaca Cloud (150 m/50 g): 250 (250) 300 (350) 400 (400) 450 (450) 450 (500) 500 g.
Strikkefasthed: 18 masker x 25 pinde i glatstrik = 10 x 10 cm
Vejledende pinde: Rundpind 5 mm (eller den størrelse der skal til, for at opnå strikkefastheden) + Rundpind 4 mm til ribkanter.