Nadine er en smuk og fluffy slipover med rund hals og et fantastisk all-over-mønster strikket med perler. Slipoveren er strikket i ”Handdyed Tyk Mohair”, og strikkes oppefra og ned. Perlerne sættes på en maske med en hæklenål, hvorefter masken strikkes helt normalt.
Først strikkes ryggen. I starten strikkes vendepinde for at forme skulderne, når ryggens øverste del er strikket laves udtagninger til ærmegab, hvorefter nederste del af ryggen strikkes og afsluttes med en smuk ribkant. Derefter strikkes masker op langs hver skulder og de 2 forstykker strikkes hver for sig, mens halsen formes. Når halsen er formet, samles forstykkerne til ét og strikkes med udtagninger til ærmegab som på ryggen. Efter udtagningerne strikkes forstykkets nederste del, som afsluttes med en smuk kant. Gennem hele arbejdet strikkes et smukt mønster med perler. Afslutningsvis syes siderne sammen, og der strikkes en ribkant i halsen.
Findes også som KIT med garn, perler og opskrift.
Du kan finde en gratis billedvejledning om strik med perler her
Størrelse: Overvidde 84 (97) 109 (119) 127 cm — Længde 47 (47) 48 (53) 53 cm
Garnforbrug: Handdyed Tyk Mohair (200m/100g) – 200 (200) 200 (300) 300 g.
Perleforbrug: Cerise: 850 (900) 1070 (1380) 1390 stk. — Rosa: 800 (940) 1040 (1330) 1410 stk. — Grøn:880 (1070) 1140 (1410) 1580 stk.
Strikkepinde: Rundpind 6 mm + Rundpind 5 mm (40 cm) + Hæklenål 1,5 mm
Strikkefasthed: 16 masker x 17 pinde i glatstrik med perler = 10 x 10 cm.